Lauras første besøg
Kære Isabel.
Jeg håber at du har det skønt, trods corona og at dine dage er fyldt med skønne kunder, masser af fashion og dejlig femininitet.
Jeg var hos dig helt tilbage i marts 2020 til min allerførste makeover, hvilket var en stor personlig opdagelse og skøn oplevelse, selvom jeg var meget nervøs, men det er vel kun en helt naturligt 😉.
Det var første gang jeg har været helt dressed up som kvinde og det var så dejligt at være i rum med en person, som var forstående og dygtig indenfor området. Jeg følte i hvert fald at jeg var i gode hænder hos dig. Det skal du have tak for.
Det sidste halve år er gået så stærkt, med arbejde, boligsøgen og alt muligt, samt tanker om det at være transvestit. Efter sessionen havde jeg en masse tvivl og tanker om det var noget jeg skulle fortsætte med, eller om det bare skulle være den ene gang hos dig, for at prøve det af. Jeg må indrømme at jeg lagde det på is og forsøgte at skubbe det væk, men efter en masse overvejelser og tanker, gik det op for mig at det er en side jeg ikke længere vil lægge låg på og hvorfor skal man også det? Når jeg ser på de billeder af mig selv, så kan jeg ikke lade være med at smile og huske tilbage på hvor god og sjov en oplevelse det var.
Det er grunden til at jeg skriver denne hilsen til dig, fordi du skal have så megen tak for at have åbnet mine øjne og have hjulpet mig på vej til at acceptere den jeg er og endelig omfavne det at være transvestit.
Dette betyder jo selvfølgelig at jeg skal til og glæder mig til at udforske mit feminine image og kvinden i mig selv og den bedste måde at gøre det på er jo at tage ud til dig igen. ❤
Jeg er stadig i gang med at planlægge, hvornår det passer bedst, men vender tilbage til dig, når jeg har besluttet pakken og hvad jeg kunne tænke mig på dagen. Jeg ville bare lige smide denne lille søde hilsen forbi først og sige at du har skaffet dig endnu en glad fast kunde.
Endnu engang tak for den du er og for hvad du gør. 😊 ❤
KH Laura